”Bogen har intellektuel tyngde og dramatisk styrke som en tsunami.”
The Times
Menneskeheden er forbundet globalt og forbundet til naturen og klimaet, og klimaet forandrer sig. Men det har det altid gjort, fastslår den britiske historiker Peter Frankopan i sit nye imponerende værk Den foranderlige klode. En ufortalt historie. En skelsættende undersøgelse af den evige magtkamp mellem menneske, natur og klima. Frankopan viser os for første gang, hvordan jordens klima har formet historien, og hvordan mennesket i tilgift har påvirket klimaet.
Frankopan begynder sin mesterlige fortælling ved Big Bang og demonstrerer med et overlegent historisk overblik og tværvidenskabelige data, hvordan naturkatastrofer og klimaudsving om og om igen har ændret historiens gang. Fortidens mest ekstreme vejrhændelser kan i høj grad kaste lys over de enorme klimamæssige udfordringer, vi dagligt konfronteres med.
Frankopan giver stemme til en ufortalt historie om menneskehedens usædvanlige evne til at tilpasse sig til og forme de naturlige omgivelser gennem tiden: om hvordan religion og sprog har præget vores syn på natur og miljø, om vikingesamfundets opståen som konsekvens af flere års mislykket høst, om den nordamerikanske ekspansions forbindelse til et soludbrud i 1700-tallet og om, hvordan et vulkanudbrud på Island blev en vigtig faktor for Osmannerrigets fald. Trangen til at manipulere med vejret er en længere historie om krig og imperalisme.
Den foranderlige klode er den første samlede beskrivelse af klimaets historie i et globalt og tusindårigt perspektiv. Bogen er fortællende historieformidling af bedste internationale karakter, og forfatterens afgørende og yderst aktuelle pointe er, at det sjældent er klimaforandringer alene, der får samfund til at bryde sammen.
Peter Frankopan, født 1971, er en af Englands førende historikere og forfatter til den internationale bestseller Silkevejene. En ny verdenshistorie (på dansk 2017). Han har desuden skrevet blandt andet De nye Silkeveje (på dansk 2019). Han er professor i global historie og leder af Center for byzantinske studier ved Oxford University.
Bogforum, 2023: Peter Frankopan optræder på Vidensscenen lørdag den 4. november, kl. 15:35 - 16:20.