Mørkets hoteller

Mørkets hoteller

Robert Dam, forfatteren bag bestselleren Afhopperen og hovedpersonen i TV2-dokumentaren Opgøret med Scientology, har med Mørkets hoteller skrevet en kraftfuld og afslørende fortælling om børns opvækst i Scientology-sekten. Et emne, der aldrig tidligere er blevet kortlagt.

Bogen belyser den barske virkelighed for hundredvis af børn, hvis forældre var medlemmer af Scientologys eliteorganisation. Familierne flyttede i 1970’erne og -80'erne til sektens europæiske hovedsæde i København, hvor Scientology ikke var forbudt ved lov. Her blev de indlogeret på uhumske hoteller, og børnene blev adskilt fra deres forældre. Disse børn levede i et parallelsamfund præget af mangelfuld skolegang, mobning og omsorgssvigt. Nyfødte babyer blev adskilt fra deres mødre, som arbejdede 12-14 timer dagligt for sekten, sommetider i udlandet. De beskidte og underernærede børn gik ofte på en Scientology-privatskole, som fulgte grundlæggeren L. Ron. Hubbards pædagogik og curriculum.

Mørkets hoteller udforsker to spor: et dokumentarisk spor med interviews af navngivne kilder og et fortællende spor, hvor vi følger drengen Lucas, en fingeret person baseret på autentiske kilder, der har ønsket anonymitet. Lucas’ historie er en sammensætning af virkelige hændelser, som Robert Dam har indsamlet gennem sine interviews.

Mørkets hoteller er en dokumentarisk fortælling om at vokse op i et miljø, hvor ideologi og fanatisme trodser alle andre hensyn, og hvor selv myndighederne, der skulle beskytte børnene, svigtede fatalt.

ROBERT DAM, født 1964, blev som 20-årig en del af sekten Scientology og avancerede de næste 20 år inden for organisationen. I 2003 hoppede han af sammen med sin familie og udgav i 2011 Afhopperen, der blev en bestseller. I 2015 var han hovedpersonen i TV2-dokumentaren Opgøret med Scientology, og 2016 blev hans historie fortalt i Politiken-podcasten Robert og Thetanerne.