Den kirkelige genforening i 1920

Genforeningen i 1920 er en af de vigtigste begivenheder i Danmarks politiske og kulturelle historie. Det gælder også den kirkelige genforening. Omkring 120 sogne, som siden 1864 havde hørt inde under den tyske kirke, skulle nu indlemmes i den danske folkekirke.

Den kirkelige genforening i 1920 fortæller en integrationshistorie, hvor kirken og dens præster spillede en afgørende rolle for det nye samliv mellem Danmark og Tyskland i mellemkrigsårene.

Den skelsættende begivenhed skildres gennem grænselandspræsten Martin Schwarz, der var tyskuddannet teolog og sognepræst i det daværende Nordslesvig. Efter den nye grænsedragning i 1920 lå sognet imidlertid i Danmark. I mellemkrigsårene lykkedes det den karismatiske præst at bygge bro mellem modstridende nationale ønsker og traditioner.

I begyndelsen af 1930’erne begyndte nationalsocialismen at markere sig i grænselandet, og Martin Schwarz blev fanget i et dilemma: De tysksindede fandt ham ikke tysk nok, og de dansksindede mistænkeliggjorde ham pludselig. Han blev kort og godt tvunget til at tage stilling i et politisk spørgsmål, som han ikke mente hørte kirkelivet til.

Martin Schwarz Lausten (f. 1938) er dr.theol. og professor emeritus i kirkehistorie. Han har modtaget flere priser for sin faglitterære formidling. Gennem kendte og nyopdagede kirkehistoriske kilder fortæller han historien om sin morfar og kortlægger samtidig en særlig tematik i fortællingen om grænselandet: kirkens betydning for genforeningen af Danmark og Tyskland.