Heksene og den perfekte hofmand
Læs mere
Renæssancen associerer vi med prægtig kunst, arkitektur og grundlæggelsen af moderne videnskab. Perioden fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet var således rig på ånd – men også på bestialitet i form af hekseprocesser, der sendte i tusindvis af kvinder på bålet i Europa. Overraskende nok var det ikke gammel folkelig overtro, som drev disse udrensninger, men tværtimod den moderne videnskab, der var besat af magi, astronomi, matematik, astrologi og alkymi.
Christian 4. var ingen undtagelse. Selv flirtede han med den hvide, legitime magi og blev stadig mere overbevist om den sorte magis skadelige virkninger. Han regerede fra 1588 til 1648 og udsendte i 1617 sin trolddomsforordning, som fremover skulle straffe de trolde og hekse, som havde fjernet sig fra kristendommen og stillet sig til rådighed for djævelen. Loven, der skulle legitimere hekseprocesserne, var hermed på plads. Nu manglede han blot at udøve den. Hertil skulle en skikkelse som Albret Skeel vise sig at være den perfekte hofmand. Skeel (1572-1639) var højadelig og nevø af Tycho Brahe – en af den moderne videnskabs fremmeste forkæmpere. Som barn og ung fik Skeel den bedste skolegang og dannelse ved hoffet i ind- og udland. Han var belæst, beherskede adskillige sprog og kom efterhånden tæt på kongen. Christian 4. betroede i 1601 Skeel et af landets fineste embeder som lensmand i Ribe.
Heksene og den perfekte hofmand tegner et levende og sanseligt billede af Ribe som en velstående og driftig handelsby med internationalt udsyn og intellektuelle traditioner. Men over byens 4000 indbyggere hvilede en skygge: Som en af de få købstæder i kongeriget havde Ribe vedvarende trolddomsprocesser fra 1572 til 1652; torturen og henrettelserne var særligt slemme her – det ved man fra de velbevarede sagsakter med udførlige vidneudsagn fra de anklagede kvinder.
Den nye lensmand på Riberhus, Albret, var ingen slet person – Skeel var en dygtig administrator og systemets mand. På sit slot førte han et overdådigt og festligt liv. I årene 1610-15 blev fem kvinder anklaget for trolddom på baggrund af rygter eller angivelser. Lensmandens rolle var tilbagetrukken – han blev først og fremmest konsulteret for sin teoretiske viden fra tidens omfattende litteratur om emnet og skulle sikre, at beskyldninger om trolddom blev prøvet i retten. Heksene og den perfekte hofmand åbner med udgangspunkt i Ribes berømte hekseprocesser for en grusom og myteomspunden periode i danmarkshistorien. Bogen viser, hvordan de jagede kvinder oftest var overbevist om egne magiske kræfter og evner. De var rapkæftede, handlekraftige og snarrådige. Samfundet gjorde gerne brug af deres evner som kloge koner, men hvis høsten slog fejl, eller et barn blev ramt af sygdom, kunne de pludselig risikere at blive holdt ansvarlige. Straffen blev legitimeret af selve kongen og hans udsendte. Kirken og dens præster spillede aldrig nogen større rolle i processerne.
Forfatterens skelsættende pointe er, at opgøret med troen på hekse tværtimod begyndte, da først tyske og siden danske teologer appellerede til, at det enkelte menneske måtte lære at se indad og forstå egne fejl og mangler frem for at søge ydre forklaringer på al ulykke.
Torben Bramming, født 1964, er teolog med kirkehistorie som speciale. Som mangeårig bestyrer og beboer af Brorsons historiske bispegård Taarnborg har han et indgående kendskab til Ribes historie. Han har tidligere skrevet de anmeldte historiske biografier Brorson – sjælens digter (med Bente Bramming 2015), Rantzau – den hellige kriger (2016) og Da vikingerne mødte korset (2018).