Hvad: Et læserophold med fokus på dannelsens forbindelser, når deltagerne sammen går i dybden på litteraturen, historien og kunsten i samtale med naturvidenskaben, musikken og filosofien. I løbet af ugen vil såvel folkelige, grundtvigske dannelse og den klassiske tyske dannelse, ...
Læs mere
Hvad: Et læserophold med fokus på dannelsens forbindelser, når deltagerne sammen går i dybden på litteraturen, historien og kunsten i samtale med naturvidenskaben, musikken og filosofien. I løbet af ugen vil såvel folkelige, grundtvigske dannelse og den klassiske tyske dannelse, Bildung, bringes i spil
Hvor: Rønshoved Højskole, Højskolevej 4, 6340 Kruså
Hvornår: den 31. oktober-6. november 2022
Pris: 5.295,- pr. person på dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse er 700,-
Inkluderet i prisen: Alle programsatte punkter samt fuld kost
Arrangør: Kristeligt Dagblad og Rønshoved Højskole
Tilmelding og yderligere info: ved Rønshoved Højskole på www.ronshoved.dk eller på telefon: 7460 8318
Oplys venligst, at det er et Kristeligt Dagblad-læserophold
_______________________________________________
Til læseropholdet er der inviteret en række foredragsholdere, der forbinder dyb viden med vedkommende formidling, alt sammen indrammet af levende højskoleliv med morgensamlinger, højskolesang og livsholdning i novembermørket. Udover spændende foredrag skal deltagerne også på udflugt opleve Olafur Eliassons kunst.
Mandag aften byder forstander Thue Kjærhus velkommen med et foredrag om den særlige sønderjyske historie og mentalitet med fokus på Genforeningen og skolens 101-årige historie. Tanken og dannelsen selv står i centrum, når idehistoriker ved Aarhus Universitet, Peter Aaboe Sørensen, holder foredraget ”At tænke er at takke! - om tankens dannelse hos K.E. Løgstrup og Martin Heidegger”. Et foredrag, der stiller skarpt på alt det, der er til stede i livet uden at være til rådighed, om forbindelsen mellem tankens dannelse og den taknemmelige undren.
Ledetråden i historiker Henrik Jensens foredrag om den store frigørelse er spørgsmålet om, hvem vi er efter Gud? Et foredrag, der opsporer rødderne til det moderne menneskes meningstab. Dagen rundes af i selskab med højskolelærer Tim Pohle, der fortæller om dengang Pythagoras mødte tonerne – om antikken og musikken. Onsdag mødes dannelse og satire, når ph.d.-studerende Christian Vrangbæk fortæller om renæssancens sværvægter Erasmus af Rotterdam. Eksistensen og litteraturen er temaet for litterat Kasper Støvrings foredrag om gendigtningen af Europas myter i det 20. århundrede. Dagens afsluttes med sang, når forstander Nina Kjærhus holder sangaften med udgangspunkt i Højskolesangbogen.
Torsdag står i litteraturens tegn, når højskolelærer Andreas Pilekjær sætter fokus på Shakespeares Hamlet. Herefter stilles der skarpt på den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons værk på en udflugt til Sønderborg. Her vil højskolelærer Søren Hviid Pedersen fortælle om værkerne. Fredag er viet til samfundsproblematikker og debat. Forstander Thue Kjærhus giver med foredraget ”Hastighed og modernitet” et anderledes indblik i Tysklands moderne historie, og professor emeritus fra Hamborg Universitet, Hans von Storch, fortæller om klimaforandringerne og hvordan man bedst tackler dem. Lørdag vil professor Søren Fauth fortælle om ouverturen til det moderne verdensbillede gennem tænkeren Schopenhauer og hans radikale søgen efter sandheden. Herefter tager cand.scient. Claus Jensen deltagerne med på astronomisk lystrejse i Dantes og Mediciernes Firenze inden dagen rundes af med en festmiddag, der går over i en musikalsk aften med komponisten Birgitte Buur.
Fakta
Læseropholdet finder sted den 31.oktober.- 6.november 2022 og koster 5295,- på dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse er 700,-. Alle værelser er nyrenoverede med eget bad og toilet. Prisen inkluderer alle programsatte punkter samt fuld kost. Yderligere oplysninger, program og tilmeldinger kan ske til Rønshoved Højskole på www.ronshoved.dk eller på telefon: 74 60 83 18.
Læs mindre