Forfatterne bag "Det sidste kapitel"

Forfatterne bag "Det sidste kapitel"

Karin Bonnesen (f. 1963): Freelance grafiker og idéudvikler (www.bonnesendesign.dk).

En venindes død og det, at hun efterfølgende selv blev syg, fik Karin til at tænke på døden.

"Da jeg efter mange indlæggelser fik det bedre og endelig kom hjem, begyndte jeg at researche på internettet efter artikler og bøger om døden. Jeg fandt ikke meget information om, hvordan man forbereder sin egen død, og det, jeg fandt , var ikke særlig inspirerende. Ud af den research fik jeg ideen til bogen". (Fra bogens forord)

Dorthe Thersholt (f. 1967): Web- og kommunikationsmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp.

Dorthe skulle vænne sig til tanken om at skrive en bog om begravelser, men processen med bogen har gjort, at hun ser sit liv i et andet perspektiv.

"Min fordybelse i bogens mange emner har på én gang været både spændende, hård og livsbekræftende. Jeg har fået indblik i verdener, jeg ikke kendte til. De mange historier, som de medvirkende i bogen har bidraget med, har gjort, at jeg er blevet konfronteret med deres smerte og sorg over at miste i en sådan grad, at det har ramt mit hjerte". (Fra bogens forord)

Trille C. B. Skjeldborg (f. 1972): Freelance fotograf (www.trilleskjelborg.dk).

Da Trilles mor blev syg af cancer, blev hun pludselig opmærksom på, hvad det ville betyde for hende at skulle tage afsked.

"Da jeg startede på denne bog, tænkte jeg i første omgang, at det som fotografisk opgave ville være spændende at dykke ned i. Dels var der oplagte stemningsbeskrivende billeder, som skulle laves, dels ville det kræve, at jeg fordybede mig meget i emnet. Efterfølgende har jeg selvfølgelig tænkt meget på min egen frygt for at miste mine kære og er igen blevet konfronteret med det livsvilkår, vi alle lever med -at vi skal sige farvel, og at vi selv skal herfra." (Fra bogens forord)