DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN

DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN

Historien skrives af sejrherren lyder et gammelt ord. Oftest med vægt på sejr. Det med -herren er jo underforstået! Men i DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN giver Lisbeth Smedegaard Andersen den traditionelle historieskrivning et vægtigt modspil, når hun lader slægtens kvinder vise, hvordan Danmark udviklede sig i 1800- og 1900-tallet.

DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN trækker tråde. Tråde mellem mennesker, tråde gennem historien. I begyndelsen af 1800-tallet forlod Jomfru Sørensen sit barndomsland i marsken og blev gift med en glasmester på Holmegaard. Samtidigt levede Ane Marie Jespersdatter det meste af sit liv nordenfjords, hvor hun fik otte mere eller mindre uægte børn. I tidens fylde flettedes trådene sammen, og to familier blev til én.

Slægtens kvinder og tidens kvinder - forfattere, kunstnere, meningsdannere - mødes i denne bog, så man får fortalt danmarkshistorie og kvindehistorie af både høj og lav. Ved hjælp af breve, debatter, litteratur og kunst fra hele perioden viser Lisbeth Smedegaard Andersen, hvad kvinder var gjort af, stod model til og kæmpede for gennem to århundreder. Det begynder med Jomfru Sørensen, og det ender med forfatterens egen mor, som gjorde næsten hele 1900-tallet med.

En personlig, varm, smuk og indsigtsfuld historie om kvindeskæbner gennem 200 år.

DET BEGYNDTE MED JOMFRU SØRENSEN
Kvindeskæbner gennem 200 år

Af Lisbeth Smedegaard Andersen
280 sider, smukt illustreret, 299 kr.

Udkommer fredag den 12. oktober 2012