2017 har bekræftet alliancen mellem stat, kirke og kongehus. Myter er blevet bekræftet i en sådan grad, at de glemte og oversete fortællinger om reformationen og protestantismen mere end nogensinde trænger sig på.
Vi hylder blandt meget andet forestillingen om, at den lutherske lære frisatte det moderne individ, gjorde op med de kirkelige autoriteter, indførte nationalsproget i kirken, demokratiserede samfundsinstitutionerne og banede vejen for en begyndende ligestilling af kvinder.
Fortællingen om den milde og tolerante danske kulturkristendom kræver et modsvar. Reformationen var en voldsom kamp om sjælene. Befolkningen blev påtvunget protestantismen, der blev et middel til sindelagskontrol og ensretning i hele det danske rige. Tabernes historie skal afdækkes. Religiøse minoriteter som katolikker og jøder opnåede først sent lighed for loven.
Forholdet mellem nation og religion tåler at blive brudt – vores danskhed og kristendomsforståelse bør langtfra være bundet til Luther alene.
Bjørn Thomassens ærinde er ikke religionskritisk, men at lukke op for en ny og mere mangfoldig fortælling om de kulturelle, videnskabelige og kirkelige rigdomme, ressourcer og grupperinger, vi bør lære at kende som en del af historien om tiden før og efter reformationen. Renæssancen skal genopdages.
BJØRN THOMASSEN (f. 1968) er ph.d., lektor på Roskilde Universitet, foredragsholder og klummeskribent ved Kristeligt Dagblad.