Jyllands-Posten - 6 stjerner:
"Jeg har læst Kims breve mange gange før, men overvældes igen af hans afklarede sind før døden. Hvordan kan en 21-årig gå så roligt i døden? ... Bogen vidner om, at frihedskæmpernes helteindsats ikke er gået i glemmebogen. Dette er den oplagte julegaveide til teenageren i huset."
- Henrik Gade Jensen
Politiken - 5 hjerter:
"Stærk og moden læsning."
- Hans Hertel
Information:
"Kristeligt Dagblads Forlag har prisværdigt og med glimrende forord af søsteren Ruth Berner genudgivet den unge helts dagbog og breve hjem til kæreste, familie og mor ... Denne samling af breve og betragtninger af et 20-årigt menneske på tilværelsens yderste kant både i sømandsårene og under fængslingen opretholder fuldt ud deres forunderligt indsigtsfulde kraft ... Hvad det dog ikke kunne være blevet til, hvis tyskerne blot havde tøvet en kende, nu da sammenbruddet var så nært forestående. "
- Georg Metz
Kristeligt Dagblad:
Som gæsteanmelder i Kristeligt Dagblad præsenterede forfatteren Klaus Rifbjerg en læsning af KIM, der sammenholdt den med efterkrigstidens litteratur:
"Den roman, Kim Malthe-Bruun drømte om at skrive, skrev han med sit liv. Men når man læser ham nu - i en smuk, velredigeret udgave fra Kristeligt Dagblads Forlag - får man en stærk fornemmelse af, at han ikke var alene. Der blev skrevet bøger som dem, han kun drømte om eller de var lagt i støbeskeen man kan blot tænke på Griberen i rugen, Rend mig i traditionerne, Den kroniske uskyld og mindst en håndfuld andre, hvor temaet er det samme, og pælen i kødet er en idé om, at der måtte være et andet og mere autentisk (sandt) liv end det, man havde for øjnene lige nu eller i skrivende stund.
Når det er sagt, må det tillægges, at Kim Malthe-Bruuns liv var anderledes og mere dramatisk end det, så mange følte sig spærret inde i og prøvede at bryde op fra. Det var krigen, der gjorde forskellen for selvom den spillede en rolle i de nævnte værker, var det en krig på afstand og ikke som Kims helt inde på livet og med en fatal udgang. Men lige så afgørende oplevelsen af krigen var, lige så alvorligt tog Kim Malthe-Bruun det, der forbandt ham med den, eksistentielt ikke mindst i spørgsmålet om kærligheden.
...
Under læsningen dukker en anden af de unge dødes ansigtstræk frem: Morten Nielsens og det er svært at lade være med at tænke, hvordan det hele ville have set ud, hvis han og Kim havde fået lov til at leve. Var Martin A. Hansen blevet anderledes, var Thorkild Bjørnvig?"
- Klaus Rifbjerg