Tidligere udenrigsminister og forfatter Per Stig Møller kaster i debatbogen "Tanken er fri – men sandheden ilde hørt" et skarpt blik på ytringsfrihedens aktuelle udfordringer i en globaliseret og teknologisk avanceret verden.
Verdens politiske landskab har de seneste år bevæget sig væk fra frihedsrettighederne. Per Stig Møller henviser bl.a. til Freedom House-rapporten, der viser en global tilbagegang i politiske rettigheder og civile friheder i en lang række lande.
Demokratiet er ungt og under pres både udefra og indefra. Med historiske eksempler fra antikkens Aristoteles over renæssancens Erasmus til moderne tid belyser Møller, hvordan magthavere gennem censur har undertrykt sandheden for at bevare deres magt. Han trækker paralleller til nutidens “post-truth”-samfund, hvor løgne og misinformation splintrer demokratierne; særligt med USA som eksempel – en tendens, der accelererede med Donald Trumps indtræden på den politiske scene. Med baggrund i Muhammed-krisen (2005) og Koran-krisen (2023) berører Møller også det centrale dilemma, som mange moderne samfund står i: Hvordan opretholder vi et multikulturelt samfund, hvor der tages hensyn til minoriteter, samtidig med at vi værner om ytringsfriheden?
"Tanken er fri – men sandheden ilde hørt" udfordrer læseren til at reflektere over, hvordan sandhed og frihed er under pres i vores tid. Hvor høj en pris er vi villige til at betale for vores højt besungne ytringsfrihed?
PER STIG MØLLER, født 1942, er forfatter, fhv. udenrigsminister, kultur- og kirkeminister, miljøminister og partiformand for Det Konservative Folkeparti. Dr.phil. i litteraturvidenskab. Fra Møllers omfattende forfatterskab kan nævnes "De fire isbjerge" (2018), "Sommeren ’45" (2019) og "Afgørende øjeblikke" (2022).