Renias dagbog
Læs mere
Renia Spiegels dagbog er en teenagepiges rystende og autentiske fremstilling af livet i skyggen af Anden Verdenskrigs rædsler. Den er et essentielt dokument for eftertiden. Med sin både poetiske og temperamentsfulde pen beskriver Renia krig, kærlighed og
livet, mens det leves, under stadig vanskeligere og mere brutale forhold.
Renia bliver født ind i en velstående og kunstnerisk jødisk familie i Polen i 1924. Under krigen bliver dagbogen hendes nærmeste fortrolige, og med hendes veludviklede sans for livets omskiftelighed træder omgangskreds, skoleliv og familie tydeligt frem i den. Og ikke mindst krigens trussel, som rykker nærmere og nærmere. Hun er en talentfuld forfatter, der tilfører dagbogen talrige smukke digte, mange af dem kærlighedsdigte. For mens krigen raser, forelsker hun sig stormende i en ung mand.
På mirakuløs vis blev dagbogen bragt i sikkerhed og opbevaret i en bankboks i New York i årtier, før familiemedlemmer, der i modsætning til Renia overlevede krigen, fik mod på at læse den. Gennem den bliver en historisk periode, der ikke må glemmes, vakt til live igen.
Renia Spiegel blev født i Polen i 1924 og voksede op i en jødisk familie. Hun begyndte at skrive dagbog i begyndelsen af 1939, lige inden Tyskland og Sovjetunionen besatte Polen. I 1942 blev hun tvunget til at flytte til en jødisk ghetto, men blev smuglet ud af sin kæreste og skjulte sig hos hans forældre. Hun blev opdaget af Gestapo og skudt den 30. juli 1942.