
Den rigtige kamp begynder, når krigen slutter
Læs mere
Professor og overlæge Morten Sodemann har gennem et helt arbejdsliv stået i frontlinjen for mennesker, der falder mellem velfærdssamfundets kasser. Nu fortæller han om kampen mod et system, der er skabt til at løse enkeltstående problemer – men som svigter, når menneskers problemer hænger sammen.
I "Den rigtige kamp begynder, når krigen slutter" ser Sodemann tilbage på et arbejdsliv præget af mødet med flygtninge, social ulighed og et sundhedsvæsen, der ifølge ham har mistet blikket for mennesket bag sygdommen. Sodemann bruger udtrykket “onde problemer” om de komplekse problemer, hvor sygdom, fattigdom og ulykker vikler sig ind i hinanden. “Onde problemer” opstår, fordi vi politisk har skabt rigide systemer, som mennesker har svært ved at navigere i – og fordi vi til stadighed har brug for nogen at give skylden.
Morten Sodemann er en lægefaglig pioner og oprettede i 2008 Indvandrermedicinsk Klinik ved Odense Universitetshospital, hvor han i samarbejde med sine ansatte arbejdede tværfagligt og opfandt metoder til at løse de “onde problemer” hos mennesker”, som det øvrige system havde opgivet.
Sodemann har med egne øjne oplevet, hvordan politiske beslutninger og samfundets måde at tale om flygtninge på konstant strammer til, og skaber konkrete konsekvenser for den enkelte og for sundhedspersonalet: »Velfærdssamfundet er ikke neutralt. Der forskelsbehandles. Og den måde, vi taler til og om flygtninge på, sætter sig i krop og sjæl for altid.« siger Sodemann.
"Den rigtige kamp begynder, når krigen slutter" er både en personlig erindringsbog og et kritisk vidnesbyrd fra en af velfærdssamfundets utrættelige fodsoldater.
MORTEN SODEMANN, (f. 1959) professor og overlæge ved Odense Universitetshospital. Oprettede i 2008 Indvandrermedicinsk Klinik. Debattør og kritiker af den politiske indretning af sundhedsvæsnet. Modtog i 2016 Lægeforeningens æresgave, Barfred-Pedersen. Forfatter til "Pandemiernes pariaer" (2024) og "Ulighedens drejebog" (2024).







