John Kørner kunsttryk "Flying Apples"
Læs mere
Det smukke kunsttryk af John Kørner "Flying Apples" er udvalgt særligt til avisens læsere. Æbletræet spiller en helt central rolle. Man bemærker de døde grene, som bærer på en mængde modne æbler. Ikke sådanne rynkede æbler, som man kan opleve på nøgne æbletræer om vinteren, derimod sprøde og saftige æbler. Æbler optræder såvel i den græske og nordiske mytologi som i Det gamle Testamente.
Kunsttrykket måler 50,0 x 64 cm (bredde x højde). Alle kunsttryk er signeret med kunstnerens fulde navn i et oplag på bare 500 styk. Motivet går helt til kant. Det leveres uden ramme og er ikke nummereret.
Det originale maleri er malet i 2012. Galleri Bo Bjerggaard.
John Kørner, født i 1967, er en af Danmarks mest fremtrædende billedkunstnere og også kendt for sit store arbejde i udlandet. John Kørner er uddannet fra Det kongelige Danske Kunstakademi og har modtaget en række priser og hædersbevisninger.
Især kendt for:
Sine mange udsmykningsopgaver blandt andet Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, Aabenraa Rådhus og Østerhåb Kirke.
Udstillinger på flere kunstmuseer i Danmark og udlandet, blandt andet Charlottenborg, ARoS og Museet for Religiøs Kunst.
John Kørner har modtaget en række priser og hædersbevisninger.
Kunstkritiker Lisbeth Bondes beskrivelse af værket
Kristeligt Dagblads nye særtryk af John Kørner er trykt efter maleriet ”Flying Apples” (flyvende æbler) fra 2012. Maleriet måler 240 cm i højden og 180 cm i bredden og indgik i udstillingen ”Fallen Fruits from Frisland” (nedfaldsfrugter fra Frisland) i Victoria Miro Gallery i London i 2013. Her havde kunstneren skildret en række motiver fra Frisland – den langstrakte og lavtliggende øgruppe i Vadehavet, der strækker sig fra det nordvestlige Tyskland til Holland. Disse øer oversvømmes med jævne mellemrum af stormfloder. Af den grund har man har gravet nogle sindrige kanalsystemer, der leder vandet væk. Desuden er mange huse og bondegårde bygget på såkaldte varfter, det vil sige jordhøje, der holder dem fri af vandet, når havet stiger.
Da John Kørners akrylmalerier altid er iblandet meget vand og kan minde om store akvareller, er de rent æstetisk en parallel til den vandrige, frisiske natur. Under arbejdet med sine ofte store malerier lægger han typisk lærrederne på gulvet for at undgå, at malingen løber.
Æbletræet er det centrale motiv i det nye tryk. Farverne er så stærke, at man kan tale om en palet på syre: Stammen og grenene er turkisgrønne, iblandet rødt og gult. Æblerne er gule og røde, mens baggrunden er blå-turkis og jorden glødende orange-rød og brun. Æblerne på det døde træ forekommer paradoksalt nok saftige og modne og er langt fra sådanne rynkede æbler, som man undertiden ser på nøgne æbletræer om vinteren.
I Det gamle Testamente er æblet den forbudne frugt, der vokser på kundskabens træ, men i andre kulturer kan æbler symbolisere magt, frugtbarhed og rigdom. Et æble kan falde kort eller langt fra stammen, som man siger om ligheder eller manglen på samme mellem generationerne i en familie. I dag forbinder vi især æblet med sundhed: Ifølge folkeviddet kan man holde lægen væk, hvis man blot spiser ét æble om dagen. Titlen på den nævnte udstilling i London refererer desuden til en ny bevægelse blandt veganere, der lever af nedfaldsfrugter for hermed at undgå at skade planterne.
John Kørner, som har familiemæssige rødder i Frisland, har her skabt et æbletræ, der umiddelbart er en fest for øjet, selv om træet er dødt. Måske vil han minde os om den verdensomspændende økologiske krise, hvor menneskenes rovdrift på naturressourcerne truer den økologiske balance? Eller handler det snarere om klimakrisen, hvor vandstanden i verdenshavene stiger? Den samfundskritiske kunstner har måske ”plantet” sit smukke, men døde, æbletræ på lærredet som en opfordring til os om at tænke over naturen som vores livsgrundlag – og til at ændre adfærd.