"Kierkegaards kopper" - Jesper Christiansen kunsttryk
Læs mere
Uddrag af kunstkritiker Lisbeth Bondes beskrivelse af værket:
Jesper Christiansen har hentet inspiration til værkerne i Søren Kierkegaards dagbøger fra 1830’erne og 40’erne. Han har samplet forskellige steder fra det indre af København, hvor Kierkegaard færdedes på sine mange spadsereture, således at der opstår nogle nye fascinerende byscener, som altså ikke eksisterer i virkeligheden.
Jesper Christiansen har været inspireret af filosoffens små virkelighedsmanipulationer, hvor han såede tvivl om, hvor han befandt sig i den dengang lille by København, hvor alle vidste alt om alle. Han iscenesatte det, så det så ud, som om han var hjemme i lejligheden på Nytorv, hvor lysene brændte, og gardinerne stadig var trukket fra, mens han i virkeligheden var gået i Det Kongelige Teater – datidens aften-tv. Han elskede, når folk mente at have set ham flere steder samtidig.
Her ser vi i forgrunden et mylder af kopper med forskellige motiver. Det siges om Søren Kierkegaard, at han havde omkring 50 par kopper med forskellige motiver. Når man kom til kaffe hos ham, skulle man vælge en kop og begrunde, hvorfor man lige valgte dette eller hint motiv. Søren Kierkegaard analyserede derefter valget, og man kunne være sikker på, at man hver gang havde valgt forkert. Kopperne er placeret tæt som sild i en tønde og venter på at blive fyldt med kaffe. De står på et bord med en mønstret dug i en stærk blå farve. På den tilsvarende stærkt grønne væg i baggrunden er der en tæt salonophængning med malerier af Jesper Christiansen – herunder nogle af dem, som indgår i hans udsmykning til Byretten, hvilket gør billedet til et meta-maleri, som handler om kunst og det at male.
Man bemærker den betydelige detaljerigdom med et mylder af ornamenter - og at der er lidt sort ”snavs” omkring objekterne. Det skyldes, at Jesper Christiansen maler på sortgrunderede lærreder, som får farverne til at fremstå stærkere - som om de kommer ud af mørket. Dette ”greb” har siden 2010 været en vigtig del af kunstnerens ”signatur”.
Jesper Christiansen, født i 1955, er en af Danmarks mest fremtrædende billedkunstnere. Jesper Christiansen er tidligere professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. I Jesper Christiansens detaljerige malerier benyttes altid en sort grunderingsfarve, så alt, hvad der males, lyser op fra den mørke baggrund. Ofte benyttes der et litterært forlæg som inspiration til malerierne.
Især kendt for:
- Altertavlen i Frederikskirken i Paris.
- Sine mange udsmykningsopgaver, blandt andet Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
- Udstillinger på flere kunstmuseer i Danmark blandt andet ARoS, KUNSTEN, Trapholt og Statens Museum for Kunst.
- Jesper Christiansen har blandt andet modtaget Eckersberg Medaillen.