Kunsten at fange muldvarpe
Læs mere
Muldvarpen udfordrer vores illusioner om kontrol over naturen. Det ved Marc Hamer bedre end nogen anden. I en menneskealder har han levet af at fange muldvarpe på boldbaner og i private haver.
Faktisk kender han dyret så godt, at han kan forudsige dets bevægelser under jorden, og efter et langt liv ude i det fri er han begyndt at lugte anderledes end andre mennesker. Ligesom muldvarpen har han været en
enspænder og et jaget dyr. Nu er tiden kommet til at lægge dette liv bag sig.
Kunsten at fange muldvarpe er en livsbekræftende og eksistentiel fortælling om livet i det fri. Bogen lever af årstidernes skiften, iagttagelser af dyreliv, erindringer om et hårdt liv på gaden, mødet med en varm kvinde, sorgen over, at reden nu er tom, og kroppens langsomme forfald.
Marc Hamer er 60+, walisisk lyriker, tidligere hjemløs og muldvarpefænger. Kunsten at fange muldvarpe er hans debut og er solgt til udgivelse verden over.
"Førstehånds naturbeskrivelse og et glemt erhvervs kulturhistorie finder sammen med personlig erindringsstof, og en poetisk udtrykt naturbaseret livsfilosofi løber sammen i en bog, der i genre er beslægtet med vandrebøger. Marc Hamer er en vandringsmand, og dette er en bog, der går ud og sætter sine spor i dig." – ♥♥♥♥♥ Politiken
"[E]n lavmælt lovprisning af naturen og livet a la Brorsons forundring i 'Op al den ting'." – ★★★★★ Kristeligt Dagblad
"[E]n af de mest interessante bøger, som jeg har læst i nyere tid." – Helsingør Dagblad
"Bogen er en eksistentiel fortælling om respekt og hensyntagen til naturen, om selvransagelse, eftertænksomhed og et blik for nærvær for de små øjeblikke omkring en." – Naturguide.dk
”[E]n underfundig blanding af selvbiografi, selvhjælpsbog, rejseskildring og filosofi. Og heldigvis lykkes den med det hele!” – Daily Mail