Lyden af stilhed
Læs mere
Vi lever i en tid fuld af støj; overalt er vi omgivet af lyde. Men vi har også brug for noget andet. Der er opstået en ny længsel efter ro og stilhed. En stilhed, der giver plads til eftertanke og til, at noget nyt kan spire frem.
Lyden af stilhed tager udgangspunkt i en rejse, Tomas Sjödin foretog gennem prærielandskabet i Wyoming, USA. Her finder han værdien af stille stunder i en hverdag, der ellers er præget af livlig snak og møder med mennesker. Han gennemgår en forandring, hvor en god stilhed tager bolig i ham.
Stilheden er ikke et mål i sig selv. Den er en forudsætning for et spirende indre liv, for at opleve den rigdom, der findes i bønnen, og for at lytte efter det, man i virkeligheden længes efter at høre. I stilheden findes døre, der åbner til andre verdener og vidder. Bogen er en dybt personlig fortælling om kunsten at værne om det indre livs helhed i en fragmenteret tid. Den er en inspiration til at give stilhed og bøn en plads i livet.
Find interview fra den 15. april 2021 med Tomas Sjödin om, hvordan man bliver ven med stilheden og dens sammenhæng med ordløs bøn her.
Tomas Sjödin (f. 1959) er svensk præst, forfatter, foredragsholder og klummeskribent, og han er en populær bidragyder til de svenske medier. Han har i 2015 modtaget den svenske konges fortjenstmedalje for sin formidling. Er forfatter til en række bøger, som er oversat til flere sprog, heriblandt Det händer när du vilar (Det sker når du hviler), 2013, og Lita på att det ljusnar (Stol på at det vil lysne), 2019.