Pas på familien
Læs mere
Hvordan knækker vi skilsmissekurven? Vi skylder vores børn og hinanden ikke at give op, når hverdagens udfordringer melder sig, og derfor er hele Danmarks familievejleder Lola Jensen klar med den første danske bog om familieliv og skilsmisse fra A-Å.
Står parforholdet slet ikke til at redde, skal familien så godt som muligt hjælpes gennem den krise, en skilsmisse oftest er. Pas på familien tager hånd om alle aspekter af en skilsmisse: fra den svære beslutning om et brud til anbefalinger vedrørende deleordning, samvær med børnene, håndtering af ulykkelige bedsteforældre til praktiske løsninger i den nye sammenbragte familie.
Undervejs i bogen holder Lola skarpt fokus på børn i alle aldre, for deres tarv og trivsel må altid veje tungest. Et barn slipper aldrig den familie, det blev født ind i. Det er forældrenes opgave at passe på denne familie – også når den går i stykker.
Lola Jensen er familievejleder og giver gode råd og løsningsorienterede ideer til familieliv, opdragelse, børns udvikling m.m. på TV 2. Som foredragsholder møder hun tusindvis af forældre og fagligt personale, og som familievejleder gennem mere end 30 år har hun set og hørt ALT! Hun er forfatter til bl.a. Den store bog om skolebørn og Den store om far, mor og børn.
"Lola Jensen har skrevet en hjertelig opdragende og informativ bog om at tegne et kærligt hjerte om familien, også selvom de voksne har valgt at blive skilt." - Københavneravisen