Søren Martinsen kunsttryk "Høstet mark"

Lisbeth Bondes beskrivelse af værket:

”Høstet mark” fra 2017 er malet af billedkunstneren Søren Martinsen, som her er gået i de gamle guldaldermaleres fodspor. Men i stedet for at fremstille et idealiseret landskab, som hans ældre, nationalromantiske kolleger gjorde det, har han valgt en næsten hyper-realistisk fremstillingsform med fokus på landbrugskulturen i dag. Og dog: De dæmoniske skygger peger ud over realismen og ind i det gotiske. Det vender vi tilbage til om lidt.

Motivet er en gyldenbrun, nyhøstet stubmark, der ligger badet i lyset fra den sene eftermiddagssol. Marken er tydeligvis blevet høstet med moderne landbrugsmaskiner,  da ”aktørerne” er nogle firkantede, ens halmballer, der ligger spredt rundt på marken. De massive halmballer er blevet samlet, presset og bundtet af en mekanisk ballepresser. Nu venter de måske på at blive bragt til et kraft-varmeværk, hvor de vil indgå i den almindelige energiproduktion?

Det er velkendt, at skyggerne bliver lange, når klokken er mange, men halmballernes skygger er overdrevent lange. Man bemærker de mange linjer i marken, som er spor efter mejetærskeren og halmpresseren. Sporene korresponderer med de parallelle højspændingskabler, som svæver over det skyggefulde, levende markskel med den let disede, blå himmel i baggrunden, hvor blikkets vej ind i billedet til sidst standses af en skov bag en sø.

Marken bærer tydelige spor af menneskets tilstedeværelse. Efter industrialiseringen i 1800-tallet har mennesket underlagt sig stadig mere natur, der udnyttes, hvis ikke udpines, til det yderste. Der kan derfor også læses et mytologisk sidespor ind i motivet, hvor naturen optræder som en giver, der forsyner os med afgrøder, som spiller en rolle væsentlig i fødevareproduktionen.

Motivets moderne landbrugsvirkelighed ligger meget langt fra L.A. Rings maleri ”I høst” fra 1885, hvor malerens bror høster kornet manuelt med en le. Og endnu længere fra den franske maler Jean- François Millets berømte maleri ”Akssamlerne” fra 1857, hvor tre fattige kvinder bukker sig ned for at opsamle de spredtliggende aks, der er blevet tilovers efter høsten. I Søren Martinsens landskab optræder der slet ingen mennesker. Hermed peger han på affolkningen af landbruget, som har fundet sted i kølvandet på mekaniseringen. Hvor det tidligere vrimlede med landarbejdere, er arbejdet med afgrøderne i dag overtaget af maskiner, og der er ikke mange kvadratmeter uudnyttet jord tilbage. I sit maleri genfortolker og revitaliserer Søren Martinsen, der selv bor på landet i Sydsjælland, det traditionsrige landskabsmaleri ved at overlejre det med nutidsreferencer.

Motivet ses fra det nederste højre hjørne af billedet, hvor nogle usandsynligt lange, næsten sorte slagskygger kastes dramatisk ind på stubmarken fra en gruppe træer, der er placeret uden for billedfeltet. Skyggerne er spidse og smalle og ligner spirene på en gotisk katedral. Således bliver det ellers fredelige motiv forlenet med gotisk uhygge og får noget unheimlich, dvs. noget på én gang velkendt og uhyggeligt over sig.

I sit maleri punkterer Søren Martinsen alle romantiske forestillinger om ”livet på landet” og ”den harmoniske natur”.  Der løber et kritisk kommentatorspor under dette landskabsscenarie. Maleriet påminder os på den ene side om de omkostninger, som naturen betaler i den antropocæne epoke, hvor mennesket har sat ødelæggende aftryk på den, men på den anden side er det et både suggestivt og smukt maleri af et dansk landskab i det 21. århundrede.

Om kunstneren:

Søren Martinsen (f. 1966) er uddannet fra det Danske Kunstakademi i 1995 og fra Goldsmiths’ College i London, hvor han tog sin Master-grad. Værker af Martinsen indgår i flere større samlinger både i ind- og udland, såsom Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, Aros, Kastrupgårdsamlingen, Uppsala Konstmuseum og Malmö Konstmuseum. I 2018 viste han en stor soloudstilling ”Giganterne” på Sorø Kunstmuseum.